Så, er den første uge på Universitetet ellers godt overstået.
Det viste sig at de spanske universiteter først starter forårssemstret den 4. februar, hvilket har givet mig god tid til at falde til i mit nye værelse i Viamari, jeg er ked af billedets vinkel, men blogger.com har modarbejdet mig lidt.
Jeg har været så heldig at få Naoko som min roommate, indtil videre ligger vores døgn rytmer dog så forskelligt at vi kun får set hinanden om aftenen i el salon.
Jeg startede som sagt i onsdags med første time dialectologia arab (marokkansk) - her var der en længere indføring i div. marokkanske dialekter, som jeg takket være min ret mangelfulde opgave om diverse Berber dahir kunne følge med i.
Vi blev gjort bekendt med begynder fraser som : chnu bghit - hvad vil du have /hvad ønsker du, khasni lma - jeg har brug for vand, hhchuma - skam dig! kort sagt, alt hvad man skal vide hvis man støder på en købmand i sahara efter at have skældt kamelen ud for at være stukket af. wakha! (forstået).
Ud over disse fuldstændigt uundværlige guldkorn, fandt jeg dog ud af at det marokkanske darija svarer til syrisk 'amiya, altså hverdagssprog, eller som det hedder her i spanien, la lengua vulgar (tihi)..
Efter første oplevelse (fra dette punkt vil jeg udelukkende bruge betegnelsen "den lille sejr"), løb jeg hastigt ned til la caixa for at åbne en bank konto (der er ikke bare én, men to banker i universitetets hovedbygning, folk der som jeg ikke kommer fra RUC finder denne form for service ret utrolig).
Den lille sejr havde givet mig blod på tanden, og opdagelsen af at oprettelsen af en bankkonto her i Barcelona er ganske gratis når man er under 25 år, gjorde mig ganske fornøjet og jeg tog derfor ned på den lokale starbucks og belønnede mig selv med en cafe latte venti (jeg skulle være stoppet ved grande), nu var timerne jo gået så godt og jeg havde sådan set forstået godt og vel 75 procent af hvad der blev sagt i grove træk.
Min første note til historia i cultura araboislamiques lyder : jeg fatter totalmente nada!
- Hvorfor, jo, underviseren, som senere viste sig at være ganske udemærket til engelsk, taler UDELUKKENDE catalansk. Ganske vidst tog jeg det obligatoriske catalansk kursus i sommers, men jeg har indtrykket af at Isoldas første opgave ikke var at give os et realistisk syn på farten hvormed sproget tales.
Jeg tror ikke at jeg gik glip af noget jeg ikke vidste på forhånd, men... alligevel. Det var som jeg forestiller mig at det føles at komme til en Thomas Scheffler forelæsning uden at kunne forstå engelsk. Noterne jeg har taget fra timen består også hovedsageligt af oversatte gloser.
Jeg skulle aldrig have drukket den venti, slukøret gik jeg hjem og sov.
Den næste oplevelse jeg havde med undervisning var Literatura V, jeg skulle egentlig have haft II, men af uvisse årsager har de slettet kurset i dette semester. Godt nok taler underviseren til dette fag castillansk, men han kommer fra Sevilla, hvilket betyder at intet 's' bliver udtalt samt ord ingen begyndelse har.
Da jeg efter timen måtte krybe til korset og tilstå at jeg intet andet end en stakkels Erasmus studerende er viste det sig at han OGSÅ taler engelsk og fransk, han har derudover været i Aarhus (nææææh)..
Hvad angår litteratura V, kan det klart anbefales at tage niveauerne I-IV først.
Konklusionen efter denne uges undervisning er; undervisere i Spanien tager det ret let på møde tidspunkterne og kommer gerne op til 25 min senere, hvorimod man ikke selv skal føle sig fristet til at dukke sent op, du kan være helt sikker på at du møder den ene lærer der rent faktisk tror på fulde 90 min. timer.
Der er derudover en sand overflod af kvindlige studerende på arabisk filologi, hidtil har jeg støt på to ensomtudseende drenge blandt 25 piger. Dog undrer jeg mig over hvad der sker med denne masse af piger da samtlige undervisere er mænd? Gennemfører de studiet?
Den bedst forberedte underviser var klart til L'islam a Catalunya som også foregår på catalansk, han taler dog så langsomt og tydeligt at man kan følge med, derudover kan jeg allerede nu konkludere at han har taget et powerpoint seminar.
Jeg finder det også ret utroligt at man her på UB kan tage et seminar om vodkaens betydning for østeuropæisk litteratur og stadig få det der svarer til 4 ECTS (det samme som ét af mine fag giver).

No comments:
Post a Comment